For nylig havde jeg den glæde at møde den færøske maler Bárður Jákupsson i København, hvor han havde et ærinde.

Men historien går længere tilbage. Oppe i mit sommerhus i Holløselund fandt jeg i sommer et gammelt brev fra Bárður Jákupsson om en bog, han var i gang med at skrive om den færøske forfatter og maler William Heinesen.

Han havde sendt brevet til sommerhusadressen, og nu var der gået fem måneder, uden at jeg havde set det. Så jeg skyndte mig at svare. Men bogen var nu udkommet – altså: for sent.

Den bog, som hedder ’WH – William Heinesen’, er det hidtil største værk om William Heinesen som billedmager.

Den er udkommet på det færøske forlag Sprotin, og den vejer – som Bárður Jákupsson ikke undlod at gøre opmærksom på - fem kilo. Alligevel tog han den med i kufferten til København og afleverede den, da vi mødtes. Tak for det! Jeg har haft uendelig glæde af den. Jeg er blevet helt god!

Det er sådan med ’det gode’, at det umiddelbart – hvis man da ikke er genetisk programmeret til det! – føles lidt mere kedeligt og anstrengende end det ondskabsfulde eller det nedvurderende. I situationer, hvor man er træt, kan sindets mere ondskabsfulde sider let tage over og – tilsyneladende - gøre tilværelsen mere bekvem. Det ’gode’ – kræver tid og oplagthed. Begge dele svinder med årene. Er der gode råd mod denne reduktion af livsmod og entusiasme?

Ja, det er der da. Ståsteder oppe i luften, gode råd fra Svend Brinkmann, nye (gamle) teorier om, hvordan man sætter sit gemyt og sit medfødte humør i svingninger.

Det er ikke så lystigt at følge med i politik. Jeg ser f.eks., at Dansk Folkeparti/Martin Henriksen er ved at få held til at stemple Flygtningenævnet -  den højeste domstolslignende instans i flygtningesager -  som et uansvarligt og udemokratisk organ, fordi Dansk Flygtningehjælp og Advokatrådet indgår i medlemskredsen. Og Inger Støjberg foreslår derfor nu, at Dansk Flygtningehjælps repræsentation i nævnet skal ophøre.

Der er ingen tegn på, endsige beviser for, at nævnet har afgjort sager i en partisk, flygtningevenlig retning. Der er tale om endnu en fjendtlig justering, hvor bare ordet ’hjælp’ – Dansk Flygtninge hjælp – mistænkeliggøres. Skulle de mon være ude på at hjælpe flygtninge?? Det kan vist ikke være demokratisk!

Dansk Folkeparti har en påfaldende trang til at sætte lighedstegn mellem dansk demokrati og folketinget. Det er tilsyneladende smart og logisk tænkt – ingen over, ingen ved siden af folketinget, osv., - det forstår enhver idiot. Det er sværere at forklare, at folkestyre vokser udenfor  folketinget i utallige sammenhænge, hvor netop uafhængighed og etik sætter grænser, selv for Martin Henriksen.

Men lad nu det ligge, digressionen er slut.

Tilbage til Færøernes luft og Heinesen. Han er vokset op i fjeldene, oppe i Atlanten, i verdens mindste hovedstad. Han er en genial digter, men han ville ikke nævnes som kandidat til nobelprisen, fordi han skrev på dansk. Han var komponist, forfatter og billedkunstner, fremragende og beskeden – uden ondt blod i sig. Det sidste understreger jeg, for Heinesen har bevist, at det kan lade sig gøre. Han kunne gøre sig lystig og være dybt kritisk i sine tuschtegninger af skrækkelige færøske borgere og højresnoede selvhøjtidelige snobber, men ond var han aldrig.

Mylnan við Sandá, blýantur á pappír, 1909Da William var en lille dreng, kom han ofte med stor glæde på besøg hos sin klaverspillende og dansktalende bedstemor.

Engang i 1985, da Heinesen var 85 år, fandt man i huset en gammel tegning fra 1909 af møllen ved vandfaldet i Sandá. Heinesen trak den genfundne tegning hen i lyset for at se den bedre, og pludselig huskede: Han havde taget mod til sig og fremvist sin tegning for bedstemor. ”Du er et geni, Andreas (William), du er blændende!” råbte hun. Ingen kritik før eller siden havde gjort så stort indtryk på Heinesen – i det øjeblik vidste den lille dreng, at han ville være kunstner. På side 207 i bogen er der en helsides gengivelse af tegningen.

Det siges om store kunstnere, at de bliver ved med at forny sig. I 1970’erne begyndte Heinesen en ny teknik, papirklippene, som han generøst sendte til venner og bekendt, som postkort og kærlighedserklæringer. Ikke to blå farver er ens, for hans farveglæde var uden smålighed, og dog blev resultatet et raffineret samspil af farver og motiver. Her er bibelhistorie og mytologi, græske ornamenterede vaser, underjordiske væsner, fjeldtrolde og mennesketrolde og forvandlede kvinder, der stråler som sole på citron- og orangecadmium, terra di Siena og vert veronese, rød, grøn og guld baggrund – som lykkelig amatør var Heinesen uden den professionelle billedkunstners tekniske facilitet og smagfulde påpasselighed med sine motiver. Et af hans store farveklip, ’De ti hellige jomfruer’ (1976-77) kan i øvrigt findes som særtryk i Politikens galleri.

Tær tíggju stoylurnar, klipp, 1977Hans betydning for færøsk billedkunst kan ikke overvurderes, og Bárður Jákupssons store billedbog beviser det.

Helt uden koketteri, men med den livsglades spontane selvironi skrev han selv om sine klip, frit efter Kingo’s  ’Far verden, farvel:

Hvad er det dog alt

Hvad verden opsminker med faur gestalt?

Det er dog kun ussel papirfiligran,

Det er dog kun plastic og tynd cellofan,

Ja, kun transparenter og tape og carbon

Og farvet carton

Og farvet carton.

Der er dem, som kun kender forfatteren William Heinesen, og hvis man har læst ’Moder Syvstjerne’ er det også nok for et liv. En ganske kort roman -  som så ofte med små romaner: den bedste.

Men indgangen til hans fjelde og trolde, hans farver og apokalyptiske eventyrverden i billedform er ikke det ringeste. Amatør betyder en elsker. Hermed endnu en rune ristet, mikroskopisk i forhold til Bárður Jákupssons store værk.

Bogen er på færøsk og engelsk og kan foreløbig kun købes på Færøerne. Smuk og omfattende genkalder den Heinesens Moder fjeld, det blå og evige.

---

'William Heinesen - myndlistamaður' kan købes her (448,-).